En dag skal Ida og Snøffer ud at købe ind. Nu tænker du nok: Hvor gamle er de lige? En lille pige og hendes sovedyr kan da ikke selv gå ud og købe ind! Men det kan de godt. Det er bare noget spaghetti de skal købe, de har fået 20 kr med, og butikken ligger lige om hjørnet. De skal bare dreje til højre, når de kommer ud på gaden, og så til højre igen. ”Højre, det er goddag-hånden”, siger Ida, og ryster Snøffers forben op og ned. ”Av” siger Snøffer, og følger med i den retning som goddag-hånden peger. Snøffer er lidt nervøs for om de kan gå så langt uden at blive trætte og hvad skal de gøre hvis de bliver sultne og tørstige? Da de har gået lidt mod højre, ser de pludselig noget ude ved kantstenen: Noget pelset, sort og fladt. De nærmer sig langsomt. En hale, poter, ører.. ”Åh nej” piver Snøffer. ”Et dyr!. Et dødt dyr!”
”Det er en kat!”, siger Ida. ”Eller... det var en kat.”
”Hvad skal vi gøre Ida?” spørger Snøffer og ser på Ida. ”Vi kan ikke gøre noget, Snøffer”, siger Ida. ”Katten er jo allerede død”. Ida begynder at gå videre. ”Vi kan da ikke bare lade den ligge?” Snøffer er lige ved at give sig til at græde. ”Ida, du kan ikke være det bekendt. Den kat skal have... en.. værdig... død!”, hvisker Snøffer. ”En hvad for noget?”, spørger Ida. Ida kommer tilbage, og de står og kigger på den flade kat. De ved ikke hvad de skal gøre. Snøffer er helt ude af den. Ida er nødt til at tænke hurtigt. ”Vi kan ikke bære den, Snøffer”, siger hun. ”Den er alt for tung og.... ja altså, ulækker.” Snøffer vil protestere... men det er jo rigtigt nok. ”Kom”, siger Ida så. ”Hurtigt! Jeg ved hvad vi skal gøre”. De løber så hurtigt de kan, en lille pige og et lille sovedyr. Drejer til højre igen, og der er butikken! Udenfor butikken står indkøbsvogne på lange rækker i særlige båse. De er låst fast til hinanden. ”Vi tager en af dem”, puster Ida. ”Men de hænger jo fast” protesterer Snøffer. ”Ikke længere”, siger Ida, og hiver 20'eren op af lommen.
Det er svært at låse vognen op. 20'eren skal ned i et særligt hul, ligesom et puslespil. Så skal man skubbe og hive på samme tid, og endelig er vognen fri. De maser og bakser. Den er stor og tung. Den vil ikke køre lige, så de er hele tiden nødt til at dreje lidt, for at få den til at køre i den rigtige retning. De hårde hjul bumper op og ned mellem fliserne i fortovet. Nogle voksne står og ser undrende efter dem, og ser ud som om de har tænkt sig at sige, at det-der-det-må-I-søreme-ikke, så Ida skynder sig at vende sig om og råbe ”vi har betalt!”, inden de voksne finder på noget. ”Ja, vi har!”, hvisker Snøffer til dem, og de voksne gør ikke mere. En lille pige og et lille sovedyr er nu på vej, alene, hen ad et kæmpelangt fortov, for at hjælpe en stor død kat.
Da de endelig kommer derhen er Snøffer udmattet. Helt færdig. Katten har ikke rørt sig ud af flækken. Der er ingen der har samlet den op, og ingen grådig hund har været henne for at tygge i den. Snøffer er overvældet. ”Kom nu Snøffer”, kommanderer Ida. ”Du kan ikke bare ligge der. Vi skal have katten op i vognen”. ”Jamen Ida...”, piver Snøffer. ”Kom nu!”, siger Ida skrapt. ”Ellers har det hele været forgæves”. Snøffer bider tænderne sammen. De løfter katten i to ben hver. Den er kold. Ida må skubbe den det sidste stykke op over kanten, og katten vælter uskønt ned i den tomme vogn. ”Sådan!”, siger Ida tilfreds. ”Nu kører vi hjem og spørger mor hvad vi skal gøre.” Men Snøffer kan ikke mere. Det hele braser sammen for ham: Den døde kat, rådvildheden, løbeturen til butikken, besværet med vognen, de voksnes mistroiske blikke, og nu den flade bunke pels der ligger nærmest på højkant nede i vognen. ”Det er sørgeligt, Ida!”, vræler han. ”Jeg kan ikke mere! Jeg kan slet ikke gå et eneste skridt mere!” Ida kan godt se at Snøffer mener det. Hun opgiver at diskutere, og løfter ham i stedet op og sætter ham ned i vognen. ”Ned til det døde dyr, Ida??!!! Aaaaddd!!! Åh nej!!!” ”Ti stille Snøffer”, siger Ida. ”Vi skal hjem!”. Snøffer skubber sig op i vognens ene hjørne, så han ikke kommer til at røre den døde kat. Det er ligesom om den ser på ham. Dens ene øje er blevet mast så det kigger i en anden retning end det andet. Ligegyldigt hvor Snøffer sætter sig, er der et øje der ser på ham. ”Det er for at du kan... dø med det der... du ved... værdighed”, hvisker Snøffer til katten”. ”Slap af Snøffer”, puster Ida. ”Vi er der snart”.
Da de endelig er hjemme kalder de på mor gennem vinduet. Hun kigger ud: ”Det var I længe om”, smiler hun. ”Fik I købt spaghettien? Jeg skal bruge den lige straks”. Ida og Snøffer ser forskrækkede ud. De siger ingenting. Ryster bare på hovederne. Ida har fået nok nu. Hun giver sig til at græde. ”Det var min skyld”, hvisker Snøffer. ”Det var mig der sagde at vi skulle gøre noget”. Mor kommer ud til dem, og kigger ned i vognen. Hun stryger katten over den sorte pels. Hun holder om Ida og siger at det var rigtig godt at de tænkte på katten. Hun stryger også Snøffer over pelsen, så han holder op med at ryste. Hun ringer til far, og siger at han skal købe spaghetti med på hjemvejen. Da far kommer går de ud i haven og graver et hul til katten. De kommer jord og blomster på den, og synger en sang. ”Var det en værdig død?”, spørger Ida. Snøffer nikker langsomt. Bagefter går de ind og spiser. ”Tror I at katte kan lide spaghetti?”, spørger Ida. ”Nej!”, siger Snøffer. ”Men det kan jeg!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar